Reklamesag: TV 2s visning af Arlas reklame om klimakompenseret og Co2 neutral mælk var vildledende og i strid med reklamereglerne





Radio- og tv-nævnet modtog i december 2020 en klage over Arlas reklamefilm "Vores klima er under pres, Arla® ØKO er nu CO2 neutral – kompenseret med klimakreditter" sendt på TV 2.
Hele Arlas kampagne blev samtidig påklaget til Fødevarestyrelsen. Da spørgsmålet om vildledning også var en vigtig del af Fødevarestyrelsens vurdering og den efterfølgende klagesagsbehandling hos Miljø- og Fødevareklagenævnet, afventede Radio- og tv-nævnet deres sagsbehandling. Fødevarestyrelsen fandt, at den pågældende anprisning i Arlas markedsføring var i overensstemmelse med reglerne for frivillig fødevareinformation, og at anprisningen dermed ikke kunne anses som vildledende. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt dog i forbindelse med deres behandling af sagen i maj 2023, at der ikke var tale om forhold omfattet af fødevareinformationsforordningen, og at der dermed ikke var klageadgang til nævnet i den konkrete sag.
Radio- og tv-nævnet genoptog herefter sagshandlingen, og anmodede i april 2024 Forbrugerombudsmanden om en udtalelse, da reklamer i radio, fjernsyn og on demand audiovisuelle medier efter reklamebekendtgørelsen skal være i overensstemmelse med de almindelige regler i markedsføringsloven, herunder reglerne om, at reklamer ikke må være vildledende.
Af Forbrugerombudsmandens udtalelse fra november 2024 fremgår det, at forbrugermanden samlet set fandt, at reklamefilmen var egnet til at vildlede forbrugerne om produkternes påvirkning af klimaet i strid med markedsføringsloven regler.
På den baggrund fandt Radio- og tv-nævnet, under henvisning til Forbrugerombudsmandens udtalelse om, at reklamen var i strid med markedsføringsreglerne, at reklamen ikke var sendt i overensstemmelse med reklamebekendtgørelsen, hvilket TV 2 derfor har fået en påtale for.
Yderligere oplysninger:
Du kan læse Radio- og tv-nævnets afgørelse her



